fbpx
Category

Fedme – hvis skyld er det?

Fedme – Hvis skyld er det? Del 3

By | Fedme - hvis skyld er det?, Mad og drikkevarer | No Comments

En helt almindelig dag…

Forarbejdet mad.

Hamburgerrestaurantens drive-in: Smagen af en varm nygrillet burger, lidt sødme fra dressingen og brødet, saltede pommes frites, boblende smag af cola fra sodavanden – lige hvad jeg havde brug for!

Samtidig på et af vores infomøder: “Fedmen er selvfølgelig min egen skyld, ingen har tvunget mig til at spise mig stor…”

Samtidig en kommentar på sociale medier: “De som er fede, er selv skyld i det, ingen har tvunget dem til at spise al den fastfood…”

Og samtidig på et bestyrelsesmøde: “…vi ser en fantastisk vækst på alle markeder, især det nordiske har udviklet sig positivt siden vi…”

Hænger alt dette sammen? Hvis ja, hvordan? Det skal vi kigge nærmere på nu.

 

Bliss Point

Vi begynder med det måltid, der blev beskrevet ovenfor. Det var et burger meal af en slags, men det kunne lige så godt have været en færdigret i mikroovnen, en sødet drikkeyoghurt eller fredagsguf. Og det er her vi må lære os begrebet “Bliss point”.

Nedenstående citat kommer fra Svenska Dagbladets artikelserie om overvægt:

“Bliss point er et begreb der beskriver den andel af sukker, fedt, salt og andre smage, som er maksimalt lokkende for vores belønningssystem. Hvis dette punkt overskrides, føler vi ubehag, og at produktet er væmmeligt på grund af for meget sukker/salt. Men hele vejen op til “væmmelsespunktet” bliver produktet gradvist mere og mere fristende”.

Begrebet er blevet brugt i fødevareindustrien siden 70’erne, hvor det blev udforsket i detaljer.

En vigtig opdagelse var, at når sukker, fedt og salt kombineres, forøges det respektive punkt for væmmelse, og produktet bliver superbelønnende. For børn ligger ”væmmelsespunktet” på cirka 25 procent sukker, for nogens vedkommende helt op til 36 procent. Det er cirka dobbelt så højt som for voksne og forklarer, hvorfor produkter rettet mod børn ofte gøres sødere.

Forskellige produkter kan desuden forhøje hinandens væmmelsespunkt, når de kombineres, og dermed øge forbruget af f.eks. søde drikkevarer og salte snacks”.

 

Den perfekte kombination af sødt, salt, fedt

Det er altså ikke en tilfældighed, at et burger meal er, som det er – det er den perfekte, superbelønnende kombination af sødt, salt og fedt, som frigiver maksimalt antal belønnende signalstoffer (endorfiner, dopamin) i vores hjerne. De store virksomheder har også gradvist gjort portionerne større og dermed øget deres gevinst. Se sammenligningen af et burgermåltid i 1950 i forhold til i dag på det ene billede, eller hvordan andel af danskere mellem 16-44 år som spiser mad fra pizzeria, burgerbar, shawarmabar m.m. mindst én gang om ugen er steget ca. 10% på bare 4 år.

udvikling-af-portionsstørrelser-forarbejdet-mad

Det er med til at modbevise argumentet: “ingen har tvunget mig til at spise” … Denne mad er videnskabeligt designet til at producere så mange belønningshormoner som muligt i vores hjerner, hver gang vi spiser.

 

Studie: Ultra-forarbejdet mad – vægtøgning

Sidste forår blev resultaterne af et veltilrettelagt studie om dette offentliggjort af Kevin D. Hall i Cell Metabolism (”Ultra-Processed Diets Cause Excess Calorie Intake and Weight Gain…”). Man lod 20 voksne deltagere, vægtstabile med BMI omkring 27, bo på en klinik i to uger. De blev ved lodtrækning sat til at leve af enten ultra-forarbejdet mad eller uforarbejdet mad. De måtte spise så meget eller lidt, som de havde lyst til. Resultatet? De, som levede af ultra-forarbejdet mad, spiste i gennemsnit 508 kalorier mere pr. dag end de andre – mere fedt og kulhydrater, men ikke mere protein. Efter studiet havde de, som spiste ultraforarbejdet mad, i gennemsnit taget 0,9 kg på, mens de, der spiste uforarbejdet mad, i gennemsnit havde tabt sig 0,9 kg!

Studiet har af gode grunde allerede fået stor opmærksomhed. Og læg mærke til, at det var vægtstabile studiepersoner, der ikke var overvægtige, og alligevel bliver det så tydeligt i løbet af kun to uger!
Som det ses, så hænger alt sammen. Overvægt/fedme er ikke den enkeltes skyld, vores madudvalg er i dag som et intelligent lavet minefelt med “bliss points” overalt. Og foreløbig gør staten i princippet ikke noget ved det – vi fortæller mere om det offentlige ansvar i næste blogindlæg.

 

Big business

Nu til bestyrelsesmødet fra indledningen: hvad er det for nogle virksomheder?

Jo, det er Nestlé (bl.a. Mövenpick og Dreyer’s, PowerBar, NesQuick, KitKat, Smarties), Pepsico (bl.a. Tropicana, Mtn Dew, Gatorade, 7Up, Pepsi, Pizza Hut, KFC, Taco Bell), Unilever (bl.a. GB Glacekoncernen, Ben&Jerry, Knorr, Becel), Coca Cola (Fanta, Sprite, Monster, VitaminWater m.m.). Det gælder også koncernerne Mars, Kellogg’s, Kraft, McDonald’s, Restaurant Brands Int (med bl.a. Burger King og Tim Horton’s), Orkla Foods (OLW m.m.) og et par mere. Så har vi de fleste af alle forarbejdede fødevarer, som fås i supermarkedet.

Det er big businessintet overlades til tilfældighederne. Heller ikke vores smagsløg og belønningssystem.

Der er en stor kynisme i disse virksomheders sortiment. De samme virksomheder, som har haft stor viden om “bliss points” siden 70’erne, og beviseligt bidrager aktivt til vores nuværende fedmeepidemi, er – tro det eller ej – også engageret i slankekursindustrien. En hurtig søgning på google viser en markedsanalyse ”global Weight Loss and Obesity Management market, hvor der på en liste findes Coca Cola Co., Nestle, Pepsico, Unilever, Kellogg’s…

De samme virksomheder, som skaber vores ultra-forarbejdede, bliss point-optimerede fødevarer, sørger så efterfølgende for at tilbyde os slankekure. De tjener så at sige penge på os endnu en gang.

Man kan næsten regne ud, hvor ”fedt” det er for disse virksomheder, når vi forbrugere påvirkes helbredsmæssigt og bagefter giver os selv eller hinanden skylden.. !

Det næste afsnit handler om samfundet, staten og politikken. Hvad burde de gøre for at hjælpe os ud af det her? Hvad har andre lande gjort og haft held med? Hold dig opdateret.

Hur påverkar vårt sätt att ta oss fram vår hälsa?

Fedme – Hvis skyld er det? Del 2

By | Fedme - hvis skyld er det? | No Comments

I del 1 af vores serie fortalte vi om, hvorfor den enkelte person med overvægt eller fedme ofte selv holdes ansvarlig for sin situation, selvom fedme er en genetisk og hormonelt styret sygdom og ikke et produkt af manglende karakter, moral eller intelligens. Hvis du gik glip af den første del så finder du den her. Kort sagt: Gener, der er følsomme overfor udviklingen af fedmesygdom, er en forudsætning for at kunne udvikle fedme. Hvor mange der bliver syge og altså udvikler fedme afgøres af den måde, vores samfund er struktureret på.

Hvis samfundets tiltagende problemer med fedme ikke er den enkeltes skyld, men et resultat af hvordan vi har skabt vores samfund, hvem eller hvad er det så, der har skylden? Det vil vi se på nu, og vi begynder med, hvordan vi færdes i hverdagen.

Færdsel fra A til B

Da jeg gik i skole i 70-80’erne, så gik eller cyklede 90% af alle til skole. Det var ikke noget særligt. Denne daglige transport forbrændte måske 300 til 600 kalorier pr. dag. Spredt over 38 skoleuger à 5 dage bliver det til mellem 57.000 og 114.000 kalorier om året med en enkel hverdagsrutine. Men sådan gør man ikke helt i dag, vel?

Vi synes ikke længere, at vejen til skolen er sikker nok, så skolebørn bliver i dag typisk kørt til skole af mor eller far. Det er måske mere sikkert, men desværre betyder det, altså at de 300-600 kalorier skal trækkes fra i det daglige regnskab. Derudover spiller man ikke automatisk fodbold i frikvartererne, klatrer på legepladsen eller bevæger sig generelt. Vi har jo opfundet smartphones og tablets med spil og sociale medier, og vi begynder dermed at få en meget passiv hverdag for vores børn med øget risiko for udviklingen af fedme.

En præsentation ved Almedalsveckan sidste år viste, at overvægt i dag forekommer hos 20% af alle børn i Sverige, og at antallet af børn, som cykler til skole, er halveret siden 1990, mens det gennemsnitlige kalorieindtag er øget med 200 kcal pr dag (!).

Mikrotransporter

Samme fænomen findes i ungdoms- og voksenlivet. Før i tiden bevægede man sig helt naturligt til fods, og havde man travlt, så løb man! At cykle 500 meter, en kilometer eller to har i dag fået trendbegrebet “mikrotransporter”. Teknikken bag disse “mikrotransporter” er effektive opladelige batterier som driver Hoverboards, Segways, elskateboards, elmopeder, elscooters og elcykler. De sidstnævnte havde til og med statstilskud indtil for nylig(!). Det, de har til fælles, er selvfølgelig at de er nye, smarte, praktiske og ofte har en imponerende hastighed og rækkevidde – men du forbrænder nul eller minimalt antal kalorier.

“Riding is easy and fun. It’s easier than learning how to ride a bike, and more fun than walking on tiny feet… Get the App”

Citatet har vi lånt fra en af de store elscooter-virksomheder, hvis produkter vi ser hver dag i vores byer. Deres slogan er meget ‘catchy. Og ‘tiny feet’ hentyder til, at man kan prøve dem i en ret tidlig alder.. ?

Hvis du som jeg stadigvæk er barnlig nok til at lide tegnefilm, kan du måske huske menneskeligheden i Pixars fantastiske men dystopiske Wall-E? Hvis ikke, så se dette klip og få en idé om, hvor jeg vil hen.

Hvad skal vi så gøre ved inaktivitet og svær overvægt?

Samfundet i sig selv er nødt til at gøre mere. Der findes mange gode eksempler på organiserede projekter, fx. “skolebus til fods” i Frankrig, hvor børnene går til og fra skolen i voksnes selskab, eller det fantastiske arbejde, som allerede er i gang hos Friskvårdsgruppen Halland  -læs mere her!

Men i øvrigt kan vi nok ikke forvente, at smartphones, tablets eller el-drevne mindre køretøjer vil forsvinde. Det kommer ikke til at ske, og de er jo også meget gode – sommetider!

MEN de har desværre netop fysisk inaktivitet som bivirkning. Vi er nødt til at forstå det. Vi er nødt til at få vores børn at forstå det. Bare fordi noget findes og kan bruges, betyder det ikke, at vi altid skal gøre det. Næste gang – tag dig en gåtur fra A til B i stedet for, al forandring begynder jo med et første skridt.

/Carl-Magnus

I næste del kigger vi fedmeepidemiens nok største skurk efter i sømmene -fødevareindustrien. Hold dig opdateret! 

 

Fedme og overvægt – Hvis skyld er det? Del 1

By | Fedme - hvis skyld er det? | No Comments

Jeg har mødt patienter med overvægt eller fedme-sygdom i ret mange år og talt med flere tusinde patienter. En af de ting jeg har bemærket, både hos den enkelte patient, og i de reaktioner de oplever fra deres omgivelser og sundhedsvæsenet – er diskussionen omkring skyld.

Hvis skyld er det… og hvorfor er det vigtigt?

Hvis skyld er det, at man ikke bare selv løser problemet ved at “bevæge sig mere og spise mindre?” Men hvorfor går patienterne, deres omgivelser og sundhedsplejen gang på gang i stå omkring spørgsmålet om skyld vedrørende overvægt og fedme?

Eksempelvis er det jo sådan, at falder man og brækker et ben eller andre knogler og skal have gips på, så bliver man jo ikke krydsforhørt af sine pårørende eller af lægen – heller ikke før gipsen er kommet på.

Hvis man er stresset på sit arbejde, drikker lidt for meget alkohol, ikke har tid til at motionere og så får hjertekramper, så peger omgivelserne ikke fingre ad en på grund af “en sjusket livsstil”, og lægen udsætter eller nægter ikke behandling, fordi man først skal “tage sig sammen”. Derimod får den hjertesyge hurtigst muligt den rigtige udredning og den nyeste medicin. Og der vil lige være en samtale omkring det med alkohol og stres under behandlingen, men ikke med en attitude om, at “det er din egen skyld” eller moralisering. Og hvorfor det? Jo, fordi knoglebrud og hjertekramper er sygdomme. Og det er en del af vores samfund, at vi har ret til behandling af vores sygdomme.

Men nu er der bare det, at fedme også er en sygdom, klassificeret af blandt andet WHO og amerikanske AMA.

Altså er fedme ikke et amoralsk valg af livsstil truffet af en mindre intelligent eller karaktersvag person – men en sygdom.

Hvem risikerer at udvikle fedme, og hvor mange bliver syge?

Fedmesygdom i samfundet udvikles i to trin. Det første trin er, hvis du har risiko for at få sygdommen fedme, hvilket ligger i dine gener. Hvis du har gener som er følsomme overfor et såkaldt obesogent (fedmefremkaldende) miljø, så er du i risikozonen. Det andet trin er, hvor mange af de personer, der har følsomme gener, der rent faktisk udvikler sygdommen. Dette afgøres af det miljø og kulturen i det samfund, vi lever i.

Jorden er rund og ikke flad, ligesom overvægt og fedme er en sygdom og ikke dovenskab.

Hvorfor stigmatiserer, diskriminerer og chikanerer vi stadigvæk mennesker, som lider af fedme? En stor del af forklaringen er uvidenhed. Fedme er en kompleks sygdom, der styres af hormoner, men det er de færreste der ved det. 

På Sveriges sundhedsuddannelser, inklusive lægeuddannelsen (!) – uddannes cirka nul om fedme som sygdom. Nul. Ingenting.

Hvis man ikke kender noget til en tilstand og møder personer med denne tilstand dagligt, hvad gør man så? Jo, man finder på et eller andet. Derfor er den mest almindelige behandling, overvægtige får: “bevæg dig noget mere og spis lidt mindre“. og Det er påstand, der bygger på, at kroppen er en uintelligent maskine uden indbyggede forsvarsmekanismer. Hvis kroppen får tilført mindre energi og forbrænder mere, så vil den blive mindre – meget simpelt.

Problemet er bare, at det siden 1990 har været videnskabeligt kendt, at det ikke er så lige til. og Kroppen har sin egen opfattelse af, hvilken vægt den ønsker, det er et såkaldt “set point” i hjernen. Sulter du kroppen, vil den alligevel huske sit set point fra før vægttabet, og den vil forsvare sig! Det er 100% biologi. 0% moral, vilje eller karakter. og Vil du vide mere om det, så -læs her, kig her eller her).

Tid til forandring!

Hvis du lider af fedme så op med humøret! Det er ikke din skyld. Du er en helt almindelig person! Du lever i en stor krop, fordi dine gener er følsomme overfor fedme.

Dig som chikanerer andre for deres fedme, hold op med det! Kig i stedet for lidt indad: Hvad får dig til at chikanere andre? Hvilken ret har du til at dømme andre for en sygdom? Dømmer du også mennesker for andre sygdomme?

Du som arbejder i sundhedsvæsnet, ved du hvad et ghrelin eller leptinmolekyle er, og hvad de gør? Ikke? Så må du til at læse lidt om det. Det er ikke acceptabelt at mangle viden om noget så almindeligt og alvorligt som fedme og overvægt. Har du ordineret “bevæg dig mere og spis mindre” eller “du er nødt til at tabe dig”? Det er ikke evidensbaseret praksis. og Du bliver nødt til at lære dig mere om det. Kontakt os gerne, hvis du har brug for hjælp til at komme videre.

Næste del i blogserien handler om, hvem man rent faktisk kan gøre ansvarlige for, at vi har en fedme-epidemi. For det er ikke det enkelte menneske med fedmesygdom, men helt andre aktører. Hold dig opdateret her