fbpx
Mad og drikkevarer

Fedme- hvis skyld er det? Del 3

By 15 oktober, 2019 november 2nd, 2020 No Comments

En helt almindelig dag…

Hamburgerrestaurantens drive-in: Smagen af en varm nygrillet burger, lidt sødme fra dressingen og brødet, saltede pommes frites, boblende smag af cola fra sodavanden – lige hvad jeg havde brug for!

Senere på et af vores infomøder: “Fedmen er selvfølgelig min egen skyld, ingen har tvunget mig til at spise mig stor…”

Senere i en kommentar på sociale medier: “De som er fede, er selv skyld i det, ingen har tvunget dem til at spise al den fastfood…”

Senere på et bestyrelsesmøde: “…vi ser en fantastisk vækst på alle markeder, især det nordiske har udviklet sig positivt siden vi…”

Hænger alt dette sammen? Hvis ja, hvordan? Det skal vi tale om i dag.

 

Bliss Point

Vi begynder med det måltid, der blev beskrevet ovenfor. Et burger meal af en slags, men det kunne lige så godt være en færdigret i mikroovnen, en sødet drikkeyoghurt eller weekendhygge med slik. Her har vi brug for termen “Bliss point”.

Nedenstående citat kommer fra Svenska Dagbladets artikelserie om overvægt:

“Bliss point er en udtryk der beskriver den andel af sukker, fedt, salt og andre smage, som er maksimalt lokkende for vores belønningssystem. Hvis dette punkt overskrides, føler vi ubehag, og at produktet er ulækkert på grund af for meget sukker/salt. Men lige indtil det bliver ulækkert, vil produktet gradvist virke mere og mere fristende.

Udtrykket er blevet brugt i fødevareindustrien siden 70’erne, hvor det blev udforsket i detaljer.

En vigtig opdagelse var, at når sukker, fedt og salt kombineres, bliver punktet for ubehag forhøjet, og produktet bliver superbelønnende. For børn ligger ”ubehagspunktet” på cirka 25 procent sukker, for nogens vedkommende helt op til 36 procent. Det er cirka dobbelt så højt som for voksne og forklarer, hvorfor produkter rettet mod børn ofte laves sødere.

Forskellige produkter kan desuden forhøje hinandens ubehagspunkt, når de kombineres, og dermed øge forbruget af fx søde drikkevarer og salte snacks.

 

Den perfekte kombination af sødt, salt, fedt

Det er altså ikke en tilfældighed, at et burger meal er, som det er – det er den perfekte, superbelønnende kombination af sødt, salt og fedt, som frigiver maksimalt antal belønnende signalstoffer (endorfiner, dopamin) i vores hjerne. De store virksomheder har også gradvist gjort portionerne større og dermed øget deres gevinst. Se sammenligningen af et burgermåltid i 1950 i forhold til i dag på det ene billede, eller hvordan blandt andet vores “weekendhygge” har øget det svenske salg af chips på det andet.

Det er med til at modbevise argumentet: “ingen har tvunget mig til at spise” … Denne mad er videnskabeligt designet til at producere så mange belønningshormoner som muligt i vores hjerner, hver gang vi spiser.

 

Studie: Ultraforarbejdet mad- vægtforøgelse

Sidste forår blev resultaterne af et veltilrettelagt studie om dette offentliggjort af Kevin D. Hall i Cell Metabolism (”Ultra-Processed Diets Cause Excess Calorie Intake and Weight Gain…”). Man lod 20 voksne deltagere, vægtstabile med BMI omkring 27, bo på en klinik i to uger. De blev ved lodtrækning sat til at leve af enten ultraforarbejdet mad eller uforarbejdet mad. De måtte spise så meget eller lidt, som de havde lyst til. Resultatet? De, som levede af ultraforarbejdet mad, spiste i gennemsnit 508 kalorier mere pr. dag end de andre – mere fedt og kulhydrater, men ikke mere protein. Efter studiet havde de, som spiste ultraforarbejdet mad, i gennemsnit taget 0,9 kg på, mens de, der spiste uforarbejdet mad, i gennemsnit havde tabt sig 0,9 kg!
Studiet har af gode grunde allerede fået stor opmærksomhed. Og læg mærke til, at det var vægtstabile studiepersoner, der ikke var overvægtige, og alligevel bliver det så tydeligt i løbet af kun to uger.
Som det ses, så hænger alt sammen. Overvægt/fedme er ikke den enkeltes skyld, vores madudvalg er i dag som et intelligent lavet minefelt med “bliss points” overalt. Og foreløbig gør staten i princippet ikke noget ved det – vi fortæller mere om det offentlige ansvar i næste blogindlæg.

 

Big business

Nu til bestyrelsesmødet fra indledningen: hvilke er disse virksomheder?

Jo, det er Nestlé (bl.a. Mövenpick og Dreyer’s, PowerBar, NesQuick, KitKat, Smarties), Pepsico (bl.a. Tropicana, Mtn Dew, Gatorade, 7Up, Pepsi, Pizza Hut, KFC, Taco Bell), Unilever (bl.a. GB Glacekoncernen, Ben&Jerry, Knorr, Becel), Coca Cola (Fanta, Sprite, Monster, VitaminWater m.m.). Det gælder også koncernerne Mars, Kellogg’s, Kraft, McDonald’s, Restaurant Brands Int (med bl.a. Burger King og Tim Horton’s), Orkla Foods (OLW m.m.) og et par mere. Så har vi de fleste af alle forarbejdede fødevarer, som fås i supermarkedet.

Det er big businessintet overlades til tilfældighederne. Heller ikke vores smagsløg og belønningssystem.

Der er en stor kynisme i disse virksomheders sortiment. De samme virksomheder, som har haft stor viden om “bliss points” siden 70’erne, og beviseligt bidrager aktivt til vores nuværende fedme-epidemi, er – tro det eller ej – også engageret i slankekursindustrien. En hurtig søgning på google finder en markedsanalyse ”global Weight Loss and Obesity Management market, hvor der på en liste findes Coca Cola Co., Nestle, Pepsico, Unilever, Kellogg’s…

De samme virksomheder, som skaber vores ultraforarbejdede, bliss point-optimerede fødevarer, sørger så efterfølgende for at tilbyde os slankekure. De tjener så at sige penge på os endnu en gang.

Man kan næsten regne ud, hvor ”fedt” de ter for disse virksomheder, når vi forbrugere påvirkes helbredsmæssigt og bagefter giver os selv eller hinanden skylden.. !

Det næste afsnit handler om samfundet, staten og politikken. Hvad burde de gøre for at hjælpe os ud af det her? Hvad har andre lande gjort og haft fremgang med? Hold dig opdateret.

Leave a Reply