fbpx
Food for thought

Fedme- hvis skyld er det? Del 3

By 15 oktober, 2019 No Comments

En helt almindelig dag…

På burgerstedets drive-in: smagen af en varm nygrillet burger, lidt sødme fra dressingen og brødet, saltede pommes frites, boblende smag af cola fra sodavanden -lige hvad jeg havde brug for!

Imens, på et af vores infomøder: “fedmen er selvfølgelig min egen skyld, ingen har tvunget mig til at spise mig stor…”

Imens, i en kommentar på sociale medier: “de som er fede er selv skyld i det, ingen har tvunget dem til at spise al den fastfood…”

Imens, på et bestyrelsesmøde: “…vi ser en strålende tilvækst på alle markeder, i sær det nordiske har udviklet sig positivt siden vi…”

Hænger alt dette sammen? Hvis ja, hvordan? Det skal vi tale om i dag.

 

Bliss Point

Vi begynder med vores måltid foroven. Det var et Burger Meal af en slags, men det kunne lige så godt være en færdigret i microovnen, en sødet drikkeyoghurt eller weekendhygge med slik : her har vi brug for termen “Bliss Point”. Nedenstående citat kommer fra Svenska Dagbladets artikelserie om overvægt for nogen uger siden.

“Bliss point er en term som beskriver den andel af sukker, fedt, salt og andre smager som er maksimalt lokkende for vores belønningssystem. Hvis dette punkt overskrides føler vi afsmag og at produktet grundet for meget sukker/salt er ulækkert. Men lige indtil det bliver ulækkert vil produktet gradvist lokke alt mere. Termen er blevet brugt i fødevareindustrien siden 70’erne, hvor den blev udforsket i detalje.

En vigtig opdagelse var at når sukker, fedt og salt kombineres så bliver punktet for afsmag forhøjet og produktet bliver superbelønnende For børn ligger afsmagspunktet på cirka 25 procent sukker, for nogens vedkommende helt op til 36 procent. Det er cirka dobbelt så højt som for voksne og forklarer hvorfor produkter rettet mod børn ofte laves sødere.

Forskellige produkter kan desuden forhøje hinandens afsmagspunkt når de kombineres, og dermed øge konsumptionen, eksempelvis søde drikkevarer og salte snacks.

 

Den perfekte kombination sødt, salt, fedt

Det er altså ikke en tilfældighed at et Burger Meal er som det er – det er den perfekte, superbelønnende kombination sødt, salt og fedt som frigiver maksimalt antal belønnende signalstoffer (endorfiner, dopamin) i vores hjerne. De store virksomheder har siden gradvist lavet portionerne større og dermed øget sin gevinst -jævnfør et burgermåltid 1950 mod i dag på det ene billede, eller hvordan blandt andet vores “weekendhygge” har øget det svenske salg af chips på det andet.

Og så medfølger jo argumentet “ingen har tvunget mig til at spise” … Denne mad er videnskabeligt ekspertdesignet til at producere så mange belønningshormoner som muligt i vores hjerner hver gang vi spiser.

 

Studie: Ultraforarbejdet mad- vægtforøgelse

Sidste forår blev en meget vellavet studie publiceret om dette, af Kevin D. Hall i Cell Metabolism (”Ultra-Processed Diets Cause Excess Calorie Intake and Weight Gain…”). Man lod 20 voksne deltagere, vægtstabile med BMI omkring 27, bo på en klinik i to uger. De blev ved lodtrækning sat til at leve af enten ultraforarbejdet mad eller uforarbejdet mad. De måtte spise så meget eller lidt som de havde lyst til. Resultatet? De som levede af ultraforarbejdet mad spiste i gennemsnit 508 kalorier mere pr dag end de andre, gennem mere fedt og kulhydrater, men ikke mere protein. Efter studiet havde dem som spiste ultraforarbejdet mad taget i gennemsnit 0.9 kg på, de som spiste uforarbejdet mad havde i gennemsnit tabt sig 0.9 kg! Se også diagrammet i titelbilledet oppe på siden.

Studiet har, med al ret, allerede fået meget stor opmærksomhed. Og læg mærke til at dette var vægtstabile studiepersoner som ikke havde fedme, og alligevel bliver det så tydeligt i løbet af kun to uger.

Som I kan se -alt hænger sammen! Overvægt/fedme er ikke individets skyld , vores madudvalg er i dag som et intelligent lavet minefelt med “bliss points” overalt. (Og foreløbig gør staten i princippet ikke noget ved det, men mere om deres ansvar i næste blogindlæg).

 

Big business

Så til bestyrelsesmødet fra indledningen: hvilke er disse virksomheder?

Jo, det er Nestle (bl.a. Mövenpick og Dreyer’s, PowerBar, NesQuick, KitKat, Smarties), Pepsico (bl.a. Tropicana, Mtn Dew, Gatorade, 7Up, Pepsi, Pizza Hut, KFC, Taco Bell), Unilever (bl.a. GB Glacekoncernen, Ben&Jerry, Knorr, Becel), Coca Cola (Fanta, Sprite, Monster, VitaminWater m.m.) -læg dertil koncernerne Mars, Kellogg’s, Kraft, McDonald’s, Restaurant Brands Int (med bl.a. Burger King og Tim Horton’s), Orkla Foods (OLW m.m.) og et par mere så har du majoriteten af alle forarbejdede fødevarer hos din lokale købmand.

Dette er big businessintet overlades til tilfældighederne. Heller ikke vores smagsløg og belønningssystem.

En ordentlig omgang kynisme finder man i disse virksomheders sortiment: de samme virksomheder som har haft stor viden om “bliss points” siden 70’erne, og beviseligt bidrager aktivt til vores nuværende fedme-epidemi, er engageret i -tro det eller ej- slankekursindustrien: jeg laver en hurtig googling og finder en markedsanalyse ”global Weight Loss and Obesity Management market” og i analysen finder man på en liste -Coca Cola Co., Nestle, Pepsico, Unilever, Kellogg’s…

De samme virksomheder som skaber vores ultraforarbejdede, bliss point-optimerede fødevarer sørger så efterfølgende for at tilbyde os slankekure, de tjener så at sige penge på os endnu en gang.

Man kan blot ane hvor perfekt oplagt disse virksomheder synes det er når vi konsumenter påvirkes helbredsmæssigt og bagefter giver os selv eller hinanden skylden.. !

Det næste afsnit handler om samfundet, staten og politikken. Hvad burde de gøre for at hjælpe os ud af det her? Hvad har andre lande gjort og haft fremgang med? Følg os!

Leave a Reply