Linda fra Bjärred

Er mest overrasket over, at dem, som arbejder her har en hel gruppe af nyopererede at tage sig af, men de får mig til at føle mig, som deres eneste patient

Det hele startede hos min praktiserende læge

Jeg har følt mig ualmindelig træt i næsten et år. Orkede ingenting. Morgenens første tanke handler om at kunne fortsætte med at sove. Nogle gange er mit syn uklart, fordi jeg er så træt. Stakåndet er jeg også. Efter et par søgninger i søgemaskinen, så er jeg sikker på at jeg har jernmangel. Booker tid hos min praktiserende læge.

Nogle uger senere sidder jeg i venterummet i lægehuset. Møder lægen og bliver undersøgt, så er det tid til at gå tværs over gangen og tage blodprøver og efterlade en urinprøve. Jeg kan ikke lide rummet, hvor man tager blodprøver. Der står nemlig sådan en typisk sundhedsvæsen-vægt. Bare jeg tænker på det, så tænker jeg på den årlige undersøgelse hos skolesundhedsplejersken, da man gik på mellemtrinnet. Man blev opdelt i mindre grupper, alternativt i par og så blev man målt og vejet. Vægten kunne man vælge at få at vide ved at skolesundhedsplejersken sagde den i sit normale stemmeleje ellers så kunne vægten skrives ind i journalen og så pegede skolesundhedsplejersken med pennen, der hvor vægten stod. Så hørte ingen det, selvom der var klassekammerater i lokalet. Som elev på mellemtrinnet var valget om at få vægten at vide, som at vælge mellem pest eller kolera. Skulle “alle” vide, hvad man vejede eller skulle “alle” blive virkelig nysgerrig og plage en ihjel om at få ens vægt at vide, hvis man bad skolesundhedsplejersken pege med pennen. Jeg valgte pest. Eller var det kolera. I hvert fald måtte skolesundhedsplejersken hver gang pege med pennen. Vanskeligt egentligt. Kigger jeg på billeder fra den tid, så ser jeg en mellemtrinspige, som knap kan kaldes rund eller buttet. Men overvægtig var jeg, det så man sandelig på vægtkurven i helbredserklæringen.

Jeg kan ikke lide rummet, hvor man tager blodprøver, men jeg kan virkelig godt lide sygeplejerskerne, der arbejder der. Vi taler professionelle. Vildt professionelle.

Så der ja, blodet er givet, og nu skal jeg bare tilbage ti lægen, så er jeg færdig… Jeg har ikke tid til at tænke klart. Sagde sygeplejersken, at hun ville have en vægt? Nej, jeg må have hørt forkert. Veje mig, det vil jeg ikke.

Du kan bare tage skoene af og så går du op på vægten.

Næh, men det tror jeg ikke at jeg vil, jeg nægter at veje mig, tænker jeg samtidig, som jeg tager skoene af og går op på vægten.

Samme følelse som på mellemtrinnet. I udskolingen. I gymnasiet. Nu får “alle” at vide hvad jeg vejer. Og jeg havde ikke tid til at “lave stort” før jeg skulle på vægten. Og jeg drak desuden rigtig meget, inden jeg kom hen til lægehuset. Og jeg vil have min tid. Min krop hæver altid inden jeg skal have menstruation.

Skæver til vægten på displayet. Jeg vidste det. Tøj vejer uendelig meget. Og alt hvad jeg drak, og toilettet som jeg ikke nåede at gå på jo, kroppen samler væske. Vægten er i hvert fald forkert på denne vægt.

At skulle stå på vægten…

Har du stillet et spørgsmål, som har været helt unødvendigt at stille? For du vidste ligesom allerede godt svaret. Jeg er lærer og udtrykket “der findes ingen dumme spørgsmål” sidder på rygraden. Hvis du møder mig på arbejdet, kommer jeg til at benægte, at jeg har skrevet følgende sætning. Der findes ekstremt dumme spørgsmål. Da jeg var blevet vejet, stillede jeg nemlig et sådan et. Jeg spurgte sygeplejersken, om det muligvis kunne være sådan at vægten viste forkert og trængte til at blive kalibreret. Men nej, vægten fungerede fint. Den fungerede til og med rigtig godt.

Men det passede jo ikke. Mindst 20 kg forkert. Måske også 22 kg. Ja ….. 30 kg kunne nok også være forkert, når jeg tænker efter. Føler at mit ansigt er stivnet i en slags falsk smil og siger “Mange tak”. Jeg føler mig så utrolig udstillet, fordi jeg vejer mest i hele verden. I hvert fald føles det som om jeg vejer mest i hele verden. Og for at gøre ondt værre, så sagde jeg altså tak for at være blevet vejet?! Tak for at jeg føler mig udstillet.

Havde jeg ikke set vægten visuelt på displayet, så tror jeg nok, at jeg havde kunne fortrænge den. Nu gik det ikke. Hvad end jeg gjorde de efterfølgende dage, så var det som om vægten hele tiden fandtes på et flag, som viftede foran mine øjne. Utroligt irriterende. Og så meget tid der blev brugt på at overveje, hvorfor jeg ikke for alvor havde gjort noget ved vægten.

Pulverslankekur. Gange flere.

Jeg havde forsøgt. Pulverkur i 8-10 uger. Desuden flere gange. Fungerede udmærket indtil jeg begyndte at spise. Altså spise samme mængde og samme produkter som før pulverkurene. Svømmede langt, længe og ofte i flere uger. Et par gange om året. Jeg holdt ganske vist en lang pause over vinteren, men det er altså ikke rart at svømme og bagefter gå ud i kulden. Jeg forstod jo egentlig, at hverken pulverkure eller intensiv svømning i de varme årstider var løsningen, men jeg blev ligesom handlingslammet, når den sorte sky – vægten – blæste frem over livet og helbredet.

Type 2-diabetes ..!

En sen formiddag nogle uger efter lægebesøget, snakker kollegerne om at spise kebab til frokost. Jeg lytter med et halvt øre, det kommer til at tage en evighed før de er blevet enige om, hvilken kebabkiosk her i Malmø de skal vælge. Mobilen ringer, det er min praktiserende læge fra lægehuset. Svarene er kommet, siger lægen. Hvor godt siger jeg, det bliver så skønt at få noget mod jernmangel. En ganske pæn jern-værdi?! Type 2-diabetes?! Tabletter?! Diætist?! Høj vægt?! Genbesøg for opfølgning?! Indkaldelsen sendes hjem til med posten. Jaha… Men… sådan her skulle det jo ikke være. Jeg har jo jernmangel. Havde i hvert fald. Jeg var så sikker på jernmangel, så telefonopkaldet chokerer mig. Begynder at græde. Jeg-har-jo-jernmangel-ikke-diabetes-2. Følte mig udstillet og skyldfølelserne voksede fra størrelsen på et græsstrå til størrelsen på Mount Everest.

Der blev ingen kebab til mig. Det blev heller ikke til særlig meget arbejde resten af dagen. De nærmeste kolleger støttede og rådgav. Rimelig hurtigt kom jeg frem til at følelserne af at føle sig udstillet og at have skyldfølelse bundede i mine tanker om, at jeg selv er ansvarlig for min krop og at jeg derfor burde have sørget for ikke at have fået den vægt som jeg nu havde. Jeg var bevidst om risikofaktorer ved overvægt og det som var risikofaktorer havde jeg nu erhvervet mig. Sort på hvidt. Tallene på lægehusets vægt løj ikke. Det blev et wake up call.

Manglende decimeter (dm) og sekunder

Ved nærmere eftertanke havde der mangelet 1 dm ved et par lejligheder i min hverdag. At mangle 1 dm spiller ingen, eller en lille, rolle i det i de fleste tilfælde. 1 dm spiller en stor rolle, hvis en puck rammer udenfor målet. 1 dm spiller en stor rolle for en længdespringer. Jeg er hverken hockeyspiller eller længdespringer, men 1 dm spillede også en stor rolle i mit liv . Badekåben på yndlingsspaen manglede 1 dm stof for at kunne lukke. Ja, ok, det var ikke kun på spaen…. Sikkerhedsselen i bussen manglede 1 dm for at kunne være spændt. Flysæderne stod 1 dm for tæt på hinanden, hvilket man mærkede ved at den bakke man klapper ned, aldrig endte i den rigtige position, der var for trangt. Nok tusind manglede den 1 dm, da man skulle lægge klap-skrivebordet ned, a la amerikanske skoleborde, foran sin krop på arbejdets mødestol. Og der manglede 1 dm på refleksvesten, almindelig udrustning, til personalet på skoler, som de har på i elevernes frikvarterer.

Det var ikke bare den der decimeter. Det var også de der sekunder.

Sekunderne, det er den tid, den korte, lille tid, når man bliver set og scannet af folk, som ikke kender en. Jeg gør naturligvis det samme med folk, jeg aldrig har mødt før. Spørgsmålet er, om vi alle ser og scanner hinanden, vores behov for at kategorisere og finde genkendelige faktorer er stor og giver os blandt andet tryghed. Jeg begyndte at lægge mærke til sekunderne i forbindelse med en vigtig præsentation, som jeg holdt for et antal år siden.Først forstod jeg ikke. Men da jeg så forstof mærkede jeg igen sekunderne fra andre arbejdsrelaterede situationer. Men sekunderne fandtes også i sociale sammenhænge. Sekunderne, når man for først gang møder mennesker og når at mærke, at den skarpe hjerne ikke bemærkes, i stedet er det den tunge krop, der ses og scannes. Det er ikke den skarpeste kniv,som står der, tung og varm. Fornemmelsen af at andre tænker det om overvægtige er ikke indbildning. En række studier viser, at omgivelserne tilskriver overvægtige egenskaben dum. Som i rigtig dum.

“Er din mave i vejen?”

Og der har bestemt været nogle tilfælde, hvor det virkelig var sårende. På trods af min tykhudede næse. Da jeg som 11-årig, grinede med, selv det overhovedet ikke føltes sjovt, når fodboldtræneren sagde “Er din mave i vejen?”. Da holdet grinede, når hænderne skulle nå fødderne. Da jeg i voksenalderen gjorde mig klar til fest og fik kommentaren “du ser stadig bare stor ud”.

Gastric bypass mod type 2-diabetes?

Nogle måneder efter at have fået diagnosen type 2 diabetes, diætist, medicinering og blodsukkermåling, kom der en indkaldelse til opfølgning hos lægen. Standardbesøg. Lægen fik mig til at føle mig meget stolt over at jeg havde tabt nogle kilo. Et kort, kort øjeblik, så dukkede følelsen af næsten at være i form op. Følelse forsvandt imidlertid hurtigt, da lægen spurgte, om jeg havde overvejet at få en vægtoperation. Havde jeg det? Måske. Om jeg ville have sendt en henvisning? Du ved, når hjernen skriger NEJ! Mens munden siger JA! Ikke alene sagde jeg ja. Jeg sagde Ja tak, GERNE. Efter det skete der ingenting. Jeg glemte næsten, at der var blevet sendt en henvisning og kæmpede på diætistens råd og medicineringen. Langsomt, langsomt forsvandt der nogle enkelte kilo fra tid til anden. Meget enkelte kilo, må jeg nok sige.

Nye tider hos diætisten. Nye recepter. Ny intensiv svømning. Nye pulver-frokoster. Og så ventetid til operationen.

Operationsdagen hos GB Obesitas

Klokken er 05.50. Det er i dag, det skal ske. Operationen. Jeg står ude ved vejen, som løber gennem byen, hvor jeg bor. Bliver samlet op for at komme til GB Obesitas. Rejser med let oppakning. Har pakket efter den liste, som fandtes i hæftet som man fik ved tilmeldingen. Tøj til når man skal hjem, indendørs sko, vandflaske og oplader til mobilen. Noget i den retning.

Det er en rigtig mørk morgen, det eneste, der lyser er gadelygterne. Føler mig pirrelig og usikker. Ikke nervøs. Mere usikker, fordi jeg ikke ved, hvad der skal ske. I de næste par timer er det andre som kommer til at have kontrol over, hvad der kommer til at ske med mig. Ankommer til Malmø, venter på at blive indskrevet, præmedicinering og klæde om til klinikkens tøj. Hele tiden er der sygeplejersker omkring mig, der guider mig trin for trin. Tiden går hurtigt, stemningen er varm og venlig, så bliver det tid til at jeg skal opereres. Sygeplejerskerne havde forberedt mig på, at der var flere forskellige personer på operationsstuen og at der ikke var noget at være bekymret over. Helt rigtigt, så var der flere på operationsstuen. Kirurgen og nakoselæge havde jeg allerede mødt, da de præsenteret sig og stillet et par spørgsmål, mens jeg fandt mig til rette på min stue. Bedøvelsesmasken over mund og næse, jeg tog nogle dybe indåndinger.

At Google “for meget” om operationer

Nu er der gået 111 dage siden operationen. Det eneste fortryder, som er relateret til operationen er at jeg brugte meget tid på at søge på nettet om netop operationer. Det gjorde mig med mellemrum unødigt bekymret og jeg var ikke kildekritisk overhovedet. Meget af det jeg læste, og det var meget, sendte jeg til min søster som en dag blev træt af det og sagde, hvis jeg skulle sende links, som hun skulle læse, så var jeg nødt til at lade være at sende links, som var flere år gammel, eftersom informationen i disse links i flere tilfælde ikke længere var relevant. Operationsmetoderne og efterbehandlingen har udviklet sig og det har medført færre bivirkninger.

Før operationen havde jeg svært ved at se, hvordan jeg skulle bruge de 4 uger som GB Obesitas sygemelder sine patienter for Gastric Bypass. Nu bagefter, kan jeg konstatere, at jeg havde brug for hver dag af sygemeldingen. De første dage efter operationen følte jeg mig kørt over. Ikke af noget så småt som en bil, det føltes mere som en damptromle havde kørt mig over. Og bakket tilbage over mig. Jeg havde ikke ondt som i smerte det var mere som en tegnefilm, hvor en animeret figur bliver flad efter at være blevet kørt over. Dr. Brodén havde beskrevet netop denne følelse til infomødet. I det hele taget var der ingen overraskelser, som ventede hverken forud for operationen eller efter operationen. GB Obesitas sendte et hæfte med detaljeret information og det lyder næsten fjollet, men det hæfte blev som en “sutteklud”. Jeg vidste, hvad der stod efter at have læst det igennem sådan cirka 20 gange før operationen, trods det bladrede jeg i hæftet, lavede markeringer og understregninger selv i de første uger efter operationen. Der var korte beskrivelser af operationen, kort sammenfatning af informationsmødet, forslag til mad de første uger efter operationen, pakkeliste inden operationen – alt var samlet der. Dagen efter operationen var der hjemrejse, men før det samledes de som var blevet opereret, for at få information af sygeplejersken, diætist og af den læge, som opererede os. At få at vide, at du som nyopereret har et direkte telefonnummer til en vagthavende kirurg i løbet af de første måneder var helt fantastisk. Vi mødte også sygeplejerskerne, der i løbet af de første par uger ville kontakte os via telefon for at følge op på, hvordan vi havde det. Selvfølgelig føltes det skræmmende, at tænke på hvordan indtaget af fødevarer skulle håndteres af maven, men ellers føltes det trygt at tage hjem, fordi jeg vidste, at jeg når som helst kunne komme i kontakt med personalet hos GB Obesitas.

“Hvordan har du det?”

Nogle timer efter operationen fik jeg en sms med spørgsmålet “Hvordan har du det?”. Jeg svarede: “Føler mig kørt over, men ellers ganske godt. Jeg er mest overrasket over, at dem, som arbejder her, har en hel gruppe af nyopererede at tage sig af, men de får mig til at føle mig som deres eneste patient.”

111 dage efter operationen, kan jeg konstatere at min største udfordring har været og fortsat er, at spise langsomt. Hvis min mave skal være min ven, skal jeg spise langsomt og tygge ordentligt. Hvis maven skal være stille, rolig og harmonisk, skal jeg ikke spise luciabrød, der er bagt med kvark. Den er ej heller rigtig tilfreds, når det kun er kød. Dumping sker en gang imellem. Men jeg lærer af det og retter ind. Så længe her efter operationen spiser jeg alt, men meget mindre. Jeg er ikke sulten, jeg er ikke lækkersulten. Min Gastric Bypass er blevet det værktøj, jeg havde så meget brug for, for at kunne forbedre mit helbred.

Hurtige fakta

  • Har haft vægten som sin fjende siden mellemtrinnet.
  • Havde fået type 2-diabetes af sin overvægt.
  • Blev opereret i september 2020
  • Er sluppet af med følelsen af at være sulten og lækkersulten.
  • Største udfordring nu er at spise langsomt